Anmeldelse af Monna Dithmer, Politiken.
Host fra en revolution
Asterions Hus/Lamusica ( Williams Wains Gade) Måske/Maybe. Til 13.5. Minifestivalen Måske fortsætter med Piné Zivelonghi fra Schweiz 17.-20.5. Fire hjerter.
af MONNA DITHMER
Dér lå de, en lille bunke egyptiske demonstranter – mejet ned af en militærmand og to dukker. Angiveligt stendøde, indtil en gennemtrængende hosten lød fra en af skuespillerne..Det var ikke helt efter planen. Men det var der så meget, der ikke var, denne aften.Og det gav en smittende umiddelbarhed til den kalejdoskopiske forestilling med den egyptiske gruppe Lamusica og den danske dynamo Asterions Hus. Der er skam liv i de egyptiske demonstranter – bare på en anden måde.
Derfor havde det i 11. time været nødvendigt at lave om på forestillingen, der i november blev skabt i Egypten op til valget i kølvandet på det arabiske forår. For her gik det jo mildest ikke efter planen med det revolutionære forår. Demonstranterne slap af med Mubarak, men Det Muslimske Broderskab fik magten, og militæret vil ikke slippe grebet.
»Yes, we did it!«. Som en kampberedt hunløve kredsede Nora Amin, lederen af den egyptiske gruppe, rundt på scenen med sit store krusede hår og arme, der manende pegede i alle retninger. For det har stadig lange udsigter med demokrati og frihed. »Is there a way out – out of the blood?«.
Det prøvede en fyr i rød hættetrøje at finde ud af ved, igen og igen, at blæse en ballon op og forsøge at trænge forbi tre militante mænd på rad. Men hver gang smadrede de hans ballon. Først med truende arabiske skældsord, bagefter med en imødekommende brummen – i takt med de såkaldt nye post-Mubarak-tider. Til sidst punkterede ballonen, så det sprøjtede med rødt over det hele. Et budskab, hvis alvor gik ind, uanset de kulturforskelle der skulle forceres her langt ude på Refshaleøen.
OVERRASKENDE NOK var der gennemgående en lattermild tone over disse brogede brudstykker fra en ‘ revolutionær hverdag’. Med en god del selvkritisk ironi. Som da skuespillerne, der selv har deltaget i demonstrationerne ( enkelte med tæsk og fængsling til følge), stillede op til revolutionært photo shoot fra Tahrirpladsen. Med triumferende V-tegn, oprørske grin og poserende selvfedme.
Skægt var det også med tre gravide mænd på en bænk, der søgte at overgå hinanden i besværet stønnen. Jo, det må sandelig være hårdt at bære rundt på sit lands fremtid. Og hvis den muslimske fløj får held til at bombe kvinderne ud af biksen, så kan mændene da værsgo overtage det hele, også avlsarbejdet!
SOM NORA Amin fortalte det i den efterfølgende artist talk, så er der midt imens, at forholdene er blevet »meget værre«, også opstået en ny optimisme i kunstnerkredse.» En eksplosion af kulturelle aktiviteter« har set dagens lys. Ikke mindst på teaterområdet, hvor man igen kan optræde på gaden, og hvor kunstnerne har taget ansvaret på sig med at hjælpe demokratiprocessen videre. For den kunne ikke klares med en revolution overnight.
»Det, som jeg drømte om, at teatret kunne brede sig ud på gaden og blive del af en kamp for demokrati, er rent faktisk ved at ske. Det breder sig over hele landet«. Nu har den tilmed – i form af en danskegyptisk aflægger – bredt sig til det terrængående Asterions Hus ude på Refshaleøen.
Det er der perspektiver i. Det er ærligt talt ikke de kunstneriske resultater, der trækker. Men de livgivende, internationale horisonter. Tænk at få udkig til et sted, hvor teatret i praksis kan fungere som drivkraft for demokrati. Det er ellers noget, vi herhjemme kun drømmer om.
monna.dithmer@pol.dk