Og de nominerede forfattere er…

ALOA-prisen: Fem forfattere indstillet til Den varme litteraturprisAndersen

Til årets ALOA-pris er indstillet følgende:

Adonis, Syrien – for Bogen, 1, den imponerende første del af et stort værk der skildrer de blodige opgør og splittelserne i årene efter Muhammeds død. I et parallelt spor kommenteres disse begivenheder af en stemme der prøver at finde trøst og fred i naturen og poesien, mens et tredje spor består af en lang række poetiske ”visdomsord”. Med undertitlen Stedets gårsdag er nuet udtrykker Adonis eksplicit, hvad man som læser klart fornemmer: Fortidens vold og modsætninger lever i bedste velgående i Mellemøstens diktaturer og kan være med til at forklare og forstå nutiden. – Oversat af Salim Abdali. (Underskoven)

César Aira, Argentina – for Spøgelserne, en roman som bringer de ellers usynlige og glemte indvandrere frem i lyset, her en familie af illegale chilenere der bor i en ufærdig etageejendom de holder opsyn med. De lever næsten afsondret fra det omgivende samfund. Børnene leger på de gelænderløse trapper, og moderen holder styr på familien, mens de allestedsnærværende, mystiske spøgelser udfører deres luftakrobatik. Handlingen foregår i løbet af en nytårsaftensdag og slutter med et chok, der understreges af et spøgelses afsluttende handling. Med et tæt, knapt sprog, en stilfærdig humor og refleksioner over rum og arkitektur folder Aira et univers med håb, drømme og tragedier ud. Et gribende mesterværk. – Oversat af Rigmor Kappel Schmidt. (Tiderne Skifter)

Manu Joseph, Indien – for Alvorlige mænd, en roman med mange lag. Dels en satire over den uhæmmede rivaliseren mellem ambitiøse, brahminske videnskabsmænd på et forskningsinstitut, dels en rammende udlevering af det indiske kastesamfunds fastlåste fordomme idet den kasteløse sekretær narrer alle til at tro at hans søn er et videnskabeligt geni. Dertil kommer en morsom og rørende kærlighedshistorie. En usædvanlig rummelig roman, der forener vittig satire med seriøs samfundskritik og rørende beskrivelser af følsomme, pressede, lidenskabelige og resignerede mennesker. – Oversat af Juliane Wammen. (Thaning & Appel)

Yiyun Li, Kina – for Gulddreng, smaragdpige, en samling noveller om menneskers liv og skæbne i tiden efter kulturrevolutionen. Li forstår at vække interesse for sine personer, og man forstår deres totale apati og resignation over for tilværelsen. Hun holder en vis distance til dem, men den passer glimrende både til de indesluttede skæbner og til det repressive samfund de lever i. En velskrevet og velkomponeret, tankevækkende novellesamling. – Oversat af Ellen Boen. (Gyldendal)

Indra Sinha, Indien – for Dyrets folk, en roman om en ung mand, Dyr, hvis ryg er blevet ødelagt i en frygtelig giftkatastrofe, så han kun kan gå på alle fire. Ikke desto mindre udviser han usædvanlig intelligens og et stort følelsesregister. Dyr, der løber nærmest ubemærket rundt i byen, spionerer lidt for en gruppe aktivister der arbejder på at skaffe ofrene erstatning. Sideløbende udvikler hans vågnende seksualitet og en udsigtsløs forelskelse sig til en form for besættelse, og han begynder også at udspionere sine kvindelige venner. Sprogligt er det en fest og fornøjelse at læse bogen. Den vitalitet og fandenivoldske hittepåsomhed som udgør Dyrs overlevelsesevne, er også livsnerven i romanens sprog og handling. – Oversat af Allan Hilton Andersen. (Klim)

ALOA-prisen tildeles forfattere fra Afrika, Asien og Latinamerika for en bog udgivet på dansk. Formålet er at gøre opmærksom på nogle af de læseværdige, fascinerende, spændende, indsigtsfulde bøger derfra, som ikke desto mindre er tilbøjelige til at forsvinde i mængden af nordisk og engelsk-sproget litteratur.

Priskomiteen bestod af Jens Lohmann, Karsten Pharao, Laila Ingrid Rasmussen og Marianne Østergaard.

Prisen sponsoreres af Center for Kultur og Udvikling.

Prisen er siden 1993 blevet tildelt Eduardo Galeano (Uruguay), Bao Ninh (Vietnam), Abdul­razak Gurnah (Zanzibar/Tanzania), Rohinton Mistry (Indien), Amin Maalouf (Libanon), Edwidge Danticat (Haiti),

Mia Couto (Mozambique), Ariel Dorfman (Chile), Atiq Rahimi (Afghanistan), Galsan Tschinag (Tuva/Mongo­liet) og Marjane Satrapi (Iran), Assia Djebar (Algeriet), Chimamanda Adichie (Nigeria), Kamila Shamsie (Pakistan) og Evelio Rosero (Colombia).