Eko Prawoto er kendt for sine enorme
bambuskonstruktioner.
Under Images 2016
bygger han en i Holbæk. Foto: Eko PrawotoEko Prawoto er kendt for sine enorme bambuskonstruktioner. Under Images 2016 bygger han en i Holbæk. Foto: Eko Prawoto

Eko, øko og kærligheden til bambus

Indonesiens afbrænding af regnskov og tørvesumpe har i efteråret frigivet så store mængder klimagasser, at det i perioder har oversteget både USA og Kinas udledning af CO2. Midt i krisen fastholder den indonesiske arkitekt og billedkunstner Eko Prawoto sin tro på, at mennesket igen kan leve i pagt med naturen. Til udstillingen En menneskeskabt tidsalder skaber han et arkitektonisk værk i Holbæk.

Af Julie Damgaard

Hen over sommeren 2016 vil der på en sandtange ved Holbæk Fjord stå et konkylieformet bambushus. I de kurvede rumforløb blander duften af bambus sig med lyden af hav, og igennem en række ovenlys-åbninger er der kig til himlen. Hér inviterer kunstneren bag – Eko Prawoto – Holbæks ældre borgere til at fortælle om den relation, de som unge havde til naturen. Ønsket er at give tilhørere i alle aldre en oplevelse af at komme naturen nærmere. At få ’fin-tunet’ deres sanseapparat og omverdensforståelse. For Eko Prawoto er den viden, Holbæks seniorer har, et ’materiale’ på linje med de mange andre materialer, der indgår i opbygningen af et samfund.

Arkitektur forgår, men steder består
”At forstå naturen handler ikke om det, vi kan se. Det handler om den måde, vi opfatter vores omgivelser på. Det moderne menneske tænker mest på, hvordan han kan udnytte ting. Vi skal hellere respektere de steder, vi færdes. Det er den vigtigste pointe i mit arbejde, for jeg ved, at arkitektur forgår, men steder består,” siger Eko Prawoto.

Eko Prawoto er uddannet arkitekt med studier i både Indonesien og Holland. I 15 år har han desuden arbejdet som kunstner og bl.a. udstillet på Singapore Biennalen. Her viste han værket WormHole: en bambus ’bjerg-kæde’, der som universets ormehuller bandt jord og himmelrum sammen, og hvor man som beskuer bevægede sig i snoede gange – som rigtige orme. Eko Prawoto har i sine projekter fokus på ikke bare økologisk bæredygtighed, men også på det, han kalder social bæredygtighed. Altså det at lokale håndværk, kulturelle praksisser og identifikation med naturen videreføres fra generation til generation, sådan at kulturarv ikke forgår:

”På ethvert sted findes et lag, et dybt lag, der vedrører miljøet. Herover ligger et ’yngre’ lag, kulturen. Og endelig er der et øvre lag, der er vores sociale strukturer. Hver gang vi som mennesker griber ind et sted, f.eks. når vi bygger noget, skal vi sørge for at gøre det i harmoni med de tre lag, fastslår Eko Prawoto.

Jordskælvssikring af sociale fællesskaber
Eko Prawoto er særdeles bevidst om ’sjælen’ på det sted, han arbejder. For ham har tsunamikatastrofen i Aceh i Indonesien i 2004 understreget, hvor vigtigt stedets karakter er. Hér rykkede udenlandske nødhjælpsorganisationer uden viden om lokale byggeskikke og traditioner ind og begyndte at opføre enfamilieshuse, som ingen efterfølgende ville bo i. Efter et jordskælv nær Yogyakarta på den indonesiske ø Java i maj 2006, der dræbte 6000 og gjorde 1,5 millioner hjemløse, tog Eko Prawoto i samråd med lokale fat på at genopbygge den hårdt ramte landsby Ngibikan. Med respekt for traditionelle teknikker og færdigheder rejste de på mindre end 90 dage – hurtigere end nogen nødhjælpsorganisation – 65 huse baseret på letvægts-strukturer i træ. Strukturer, der, i modsætning til beton, kunne modstå store rystelser. Ikke kun beboernes hjem, men også deres følelse af sammenhold blev hermed reetableret.

Ikke bare huse, men fællesskaber
Når Eko Prawoto opfører en af sine meterhøje organiske konstruktioner, er det ikke det færdige produkt, der interesserer ham, men processen. Hvert projektforløb er en rejse for ham, hvor han oplever nye mennesker og landskaber, og til sidst giver noget tilbage i form af et rum, der fungerer som et mødested. For ham er det vigtigt at etablere sociale platforme, hvor mennesker kan udveksle ideer og meninger: ”Uden fælles rum er det svært at tale om bæredygtighed og dermed skabe et solidt grundlag for klodens fremtid,” påpeger han.

”Også i Holbæk handler det om at få et indblik i både menneskets natur og naturen omkring os. Det handler om at skabe balance. Mellem os og vores omgivelser,” forklarer Eko Prawoto.

Bambus-renæssance
Eko Prawotos foretrukne materiale er bambus. Og det er ikke en tilfældighed. Materialet er billigt, miljøvenligt, form- og holdbart. Og så er det en del af hans kulturarv. I Indonesien er bambussen i århundreder blevet anvendt til alt fra boliger over fiskeruser til musikinstrumenter. Med kolonimagten Hollands ankomst i 1800 blev der imidlertid sat en brat stopper for bambusbyggeriet. Koloniherrerne udråbte bambussen som årsag til sygdomsspredning uden nogensinde at se forbindelsen til de mus, der levede i bambussen. Ved at pege på bambussens kvaliteter, ønsker Eko Prawoto at gøre op med den stigmatisering af materialet, der endnu gør sig gældende i et vestligt orienteret Indonesien:

”Jeg konfronterer den beton-ensrettethed i byggeriet, som globaliseringen har medført, og tilbyder nye måder at leve på, hvor vores kulturelle rødder ikke visner,” afslutter han.