Fra 22. januar udstiller den pakistanske kunstner Imran Qureshi på Kunsten i Aalborg under Images 2016. Imran Qureshi: "And they still seek the traces of blood". Foto: John FallonFra 22. januar udstiller den pakistanske kunstner Imran Qureshi på Kunsten i Aalborg under Images 2016. Imran Qureshi: "And they still seek the traces of blood". Foto: John Fallon

Blodrøde grænser mellem liv og død

Blomsterblade, selvmordsbomber og terrorfrygt trækker blodrøde spor og liv igennem Imran Qureshis installationer og miniaturemalerier. Fra 23. januar udstiller KUNSTEN i Aalborg flere af den prisvindende pakistanske kunstners værker.

 Af Kathrine Storgaard Carlsen

Få uger efter at to bomber springer og dræber tre personer tæt på målstregen ved Boston Marathon, går Imran Qureshi ombord på et fly fra den pakistanske millionby Lahore til New York. Da den pakistanske kunstner de næste tre uger skaber et af sin hidtil største værker på toppen af Metropolitan Museum of Art, er det med de fatale bombesprængninger i tankerne. Med detaljemættede ornamentale blomster og nuancer af blodrød farve dekorerer han newyorkermuseets knap 750 m2 store tagflade. I fugleperspektiv ligner værket umiddelbart gulvet i et slagtehus, en slagmark under Første Verdenskrig eller en befolket markedsplads i Lahore, sekunderne efter at en selvmordsbomber har sprunget sig selv og hundrede handlende i luften. Men går man helt tæt på den røde overflade blomstrer håbet og livet samtidig ud af de detaljerige røde blomsterblade, som sammen med grove malerstænk dækker tagets overflade.

Landet med flest selvmordsbombere

”Jeg ville undersøge den frygt, som terrorangreb planter hos mennesker og lade publikum udforske frygten og grænselandet mellem liv og død ved at invitere besøgende til at bevæge sig henover de røde plamager,” siger Imran Qureshi.

Siden 2010 har kunstneren i sine meget forskellige værker undersøgt konsekvenserne af de øjeblikke, hvor liv forvandles til død. I 2009 var Pakistan, hvor han er født, opvokset og uddannet på National College of Art Lahore, det land i verden, som var udsat for flest selvmordsbombere.

”Lahore har været udsat for mange Taleban og Al-Qaeda-relaterede terrorangreb. Smukke markedspladser og offentlige rum fulde af liv og fredelige mennesker er på splitsekunder blevet forvandlet til blodige og livløse helveder,” fortæller Imran Qureshi.

Terror finder sted i hele verden
Men det er forsimplet at reducere værkerne til at være en pakistansk kunstners reaktion på de mange terrorangreb i Pakistan, understreger han.

”Terror, vold og overgreb finder sted over hele verden. Mine værker er en kommentar til vold og terror på et globalt plan,” siger Imran Qureshi, der i 2013 blev udpeget som årets kunstner af Deutsche Bank, og som på den internationale kunstscene er kendt som den ene af Pakistans to mest markante samtidskunstnere.

Under udstillinger i Europa, USA og Japan oplever han, at publikum i mødet med hans værker associerer dem med voldelige begivenheder uden for Pakistan.

”Folk fra Europa har relateret mine værker med Første og Anden Verdenskrig. Og hos japanerne har de skabt associationer til den tsunami, de oplevede for nyligt,” fortæller han.

Stærke politiske holdninger
Allerede som barn og ung kunststuderende var Imran Qureshi optaget af politik og mediernes udlægning af den politiske situation i Pakistan.

Under kunststudierne på universitetet stillede underviseren en dag en stabel stole på gulvet, og Imran Qureshi og hans medstuderende fik til opgave at gengive motivet på hver deres hvide lærred. Der var tale om en formaliseret stilopgave. Men i modsætning til sine medstuderende nøjedes Imran Qureshi ikke med at gå stilistisk til værks. Han forestillede sig derimod, at stablen af stole var en gruppe vrede demonstranter. Og med ønsket om at kaste et politisk statement ind i sit værk, erstattede han det hvide lærred med en avis med artikeloverskrifter og fotos af voldelige demonstrationer.

”Mit personlige og følelsesmæssige perspektiv på de mange strejker og den anspændte og voldelige politiske situation i Pakistan, som jeg har oplevet i virkeligheden og gennem medierne, har altid afspejlet sig i mine værker,” fortæller han.

Sprængte menneskekroppe og levende blomster

Imran Qureshis optagethed af politik og hans undersøgelse af grænselandet mellem liv og død afspejler sig også i installationen ’And they still seek the traces of Blood’. Værket består af et bjerg af 30.000 sammenkrøllede stykker A8-papirer. Begge sider af hvert af de mange papirer er affotograferinger af det rødmalede tag på Metropolitan Museum i New York og et gulv i Lahore, hvor han skabte et lignende værk.

”På afstand ser det ekstremt voldeligt ud og ligner et bjerg af sprængte kropsdele. Men kommer du tæt på de sammenkrøllede stykker papir, ser du de levende blomster. Jeg arbejder med livets komplekse modsætninger, med skønhed, vold, håb og død,” siger han.

Miniaturemaleriets fornyer
Detaljerigdommen og arbejdet med de ornamentale blomster fyldte en stor del af studierne på Department of Miniature Painting på National College of Art Lahore, hvor Imran Qureshi uddannede sig til miniaturemaler. Han er en del af den første generation af pakistanske miniaturemalere, der udfordrer og fornyer det flere tusind år gamle miniaturemaleri, som oprindeligt blev brugt til at illustrere kongefamilier og hinduistiske og muslimske mytologier i bøger og manuskripter.
I modsætning til fortidens miniaturemalere, der blev oplært i til perfektion at gengive gamle kongelige og mytologiske motiver, udfordrer Imran Qureshi miniaturemaleriets stringente formsprog i både skala, symbolik og brug af farver og ved at kommentere sociale problemer i sin samtid.