Holbæk har i årevis satset
på internationale kunstnere.
I 2013 opførte den egyptiske
kunstner Alaa Awad et
murmaleri. Foto: Excentric
Media v/Joe KniesekHolbæk har i årevis satset på internationale kunstnere. I 2013 opførte den egyptiske kunstner Alaa Awad et murmaleri. Foto: Excentric Media v/Joe Kniesek

En by fuld af kunst

Under Images lægger Holbæk gader, boligkvarter og institutioner til 10 internationalt toneangivende kunstnere. Det handler om branding og om at nå ud til de, der normalt ikke kommer på museum.

Af Ulla Jepsen

I Holbæk er kunst ikke bare noget, der skal være pænt at se på. Det er et redskab. Et redskab til at komme i dialog med byens borgere og til at gøre byen attraktiv for beboere, besøgende og turister. Holbæk Kommune har i flere år drevet internationale kunstudstillinger, en kunstfond er netop etableret i byen, og den lokale Rotary Klub er gået aktivt ind i at tiltrække store kunstnere. Under Images udvider Holbæk domænet til også at omfatte Kunsthal Charlottenborg i København, Museet for Samtidskunst i Roskilde og Roskilde Festival. Her kan man opleve forskellige elementer af Holbæks Images-udstilling ’En menneskeskabt tidsalder’.

Tæt inddragelse
”Kunsten og kunstnerne kan få os til at undres og reflektere og til at se på os selv og verden med nye øjne. Det har vi brug for – uanset om vi bor i Holbæk eller i København,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Holbæk Kommune, Emrah Tuncer.

Under Images i Holbæk dukker kunsten op, uanset om man opsøger den eller ej; på havnen, i gågaden og i det sociale boligområde Vangkvarteret. Men også kommunens skoler, foreninger og kulturinstitutioner som Kunsthøjskolen, Billedskolen, Biblioteket, Holbæk Museum og VAK – Vestsjællands Arbejdende Værksteder inddrages i opgaven med at producere, formidle og involvere byen.

Internationalt snit
At gøre byen til et levende museum for internationalt anerkendte kunstnere handler ikke kun om at nå ud til dem, der normalt aldrig sætter deres ben på et museum. Det handler i ligeså høj grad om branding. Om at give byen – der kun ligger 40 minutters kørsel fra København – et mere internationalt tilsnit. Når Holbæk Kommune samarbejder med institutioner i både Roskilde og København, er det for at forankre udstillingen regionalt – og trække et endnu større og mere kunstorienteret publikum til byen.

”Kunsten giver et løft, der kan markere Holbæk som noget helt særligt – både inden for kommunegrænsen og udadtil,” siger Emrah Tuncer.