Foto: Athi-Patra Ruga and WHATIFTHEWORLDFoto: Athi-Patra Ruga and WHATIFTHEWORLD

En menneskeskabt tidsalder

Miljøforurening, migration og overforbrug. Under Images-udstillingen En menneskeskabt tidsalder retter kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten fokus mod nogle af vor tids største menneskeskabte katastrofer og udfordringer.

Af Kathrine Storgaard Carlsen

Hendes bryster er dækket af en bh lavet af ståltråd og oliefiltre fra en bil. Øjnene erbeskyttet af lufttætte svømmebriller. En skarp lugt siver fra hele Julie Djikeys nøgne og glinsende krop, som er indsmurt i olie og kulsort aske fra afbrændte bildæk. Med et bilrat i hænderne skubber den congolesiske performancekunstner en hjemmelavet legetøjsbil foran sig i en trafikeret gade i DR Congos hovedstad Kinshasa. Alle er bevidste om, at biltrafik forurener, koster menneskeliv og laver huller i ozonlaget. Men i hvor høj grad tager vi ansvar for miljøet og den fremtid, der ligger foran os? Tænker vi kun på os selv og vores egen komfort? Det er nogle af de spørgsmål, som Julie Djikey vil rejse, når hun halvnøgen og i en dunst af afbrændte bildæk gentager sin performance i Holbæks gader under Images, forklarer kurator Solvej Helweg Ovesen.

Globale katastrofer og udfordringer
I samarbejde med den camerounske kurator Bonaventure Ndikung står hun bag den omfattende, kunstneriske Images-begivenhed En menneskeskabt tidsalder, som udspiller sig i Holbæk, Roskilde og København i 2016. Julie Djikey er en af de 25 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten, som er inviteret til Danmark for at performe, bygge skulpturer og gå i dialog med publikum om miljøforurening og andre af vor tids største menneskeskabte udfordringer. I mødet med kunstnerne, som i Holbæk bygger skulpturer af alt fra indonesisk bambus, lærredssække fra Ghana, congolesisk kobber og jernbaneskinner fra Banedanmark, får publikum både mulighed for at diskutere klima, migration, økologi i et spirituelt lys, forbrug samt Holbæks rolle under kolonitiden.

”Mange af os tænker primært på vores egne liv. Spørgsmålet er, om vi reflekterer nok over, hvordan vores adfærd og forbrug påvirker naturen og den globale verden, vi er en del af. En menneskeskabt tidsalder handler om at skabe større bevidsthed om de materialer, vi omgiver os med. Hvor stammer de fra? Under hvilke vilkår produceres, anskaffes og forbruges de?” siger Solvej Helweg Ovesen.

Hun peger blandt andet på de arbejdsvilkår, som tekstilarbejdere i Bangladesh syr tøj til vestlige tøjproducenter under. Bonaventure Ndikung supplerer med et andet eksempel på tilblivelsen af produkter, vi er afhængige af – mobilen.

”Vil vi have gode mobiltelefoner, er vi nødt til at holde os for øje, at coltan kommer et sted fra,” siger han med reference til, hvordan børnearbejdere i Congo slider i minerne i op til 72 timer i træk for at finde coltan og andre mineraler til de mobiltelefoner, vi taler i.

Vaccinationsklinik mod ekstremisme
I Vangkvarteret i Holbæk skaber den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama høje sejl af kasserede lærredssække. Sækkene, som både har transporteret kakaobønner over Atlanterhavet og kul på tværs af Ghana, kaster lys over landets produktion af kakao og migrantarbejderes rettigheder. Migration er også et af omdrejningspunkterne i den vaccinationsklinik, den afghanske kunstner Aman Mojadidi bygger på Roskilde Festival. Her får festivalgæsterne mulighed for at blive vaccineret mod det, de frygter mest. Ekstremisme, nationalisme, Black- eller Whiteness hører til de ideologier og kategorier, som folk kan vælge at blive immune overfor. Med klinikken ønsker Aman Mojadidi at undersøge vores syn på menneskeliv og den måde, Europa imødekommer de flygtninge, som rejser hertil fra verdens fattigste og mest konfliktramte regioner. Værdien af menneskeliv er også på spil i den zimbabwiske kunstner Misheck Masamwus vægmaleri med den ironiske titel ’The Fruit of Life’, hvor døde mennesker hænger på et træ. I Holbæk videreudvikler han værket, der vil rejse polemiske spørgsmål som: Er overbefolkning en form for forurening, og er afrikanske og europæiske menneskeliv lige meget værd?

Ifølge Bonaventure Ndikung bliver vi nødt til at tænke mere over vores plads i verden og tale om, hvordan vi ønsker at leve sammen. De samtaler er han overbevist om, at de inviterede kunstnere kommer til at starte.

”Kunsten befinder sig ikke i et lufttæt rum. Den er en del af verden og skaber mulighed for refleksion.”

Mange af værkerne lægger op til at reflektere over, hvordan og hvorvidt vi står i gæld til resten af verden, mener Solvej Helweg Ovesen:

”I Europa har vi skabt velfærd, men ikke kun på grund af vores egne kompetencer og arbejdskraft, men også fordi vi har udnyttet andre.”