Danske film trækker fulde huse i Nepal (december 2007)

Den Kgl. Danske Ambassade i Kathmandu viser i samarbejde med Center for Kultur og Udvikling fire danske film på Kathmandu International Mountain Film Festival (KIMFF) 2007 og støtter op om festivalens internationale standard.

Af projektmedarbejder på CKU, Annemari Clausen

De sidste gæster presser sig ned i de plysforede mellemgange, sludrer lidt med sidemanden, mens de tålmodigt venter på startskuddet til Kathmandu International Mountain Film Festival (KIMFF) 2007. Så sker det, lyset tændes og den danske filminstruktor Per Fly, formand for den internationale jury, og de øvrige jurymedlemmer erklærer den femte KIMFF for åben. 52 film fra hele verdenen, deriblandt fire danske, fordelt på 7 dage. Det vrimler med folk i den store sal bygget i bastant kinesisk kommuniststil, og den lidt mindre sal overfor er pakket med mennesker.

Som noget ganske særligt er fire danske film blevet oversat til nepalesisk, så ikke kun den intellektuelle elite kan følge med i handlingen. De danske film ’Adams æbler’, ’Drømmen’, ’Bænken’ og ’Afghan Muscles’ blev med opbakning fra de danske producenter vist i Pokhara den 12. og 13. december sammen med tre nepalesiske film. Der var stor hujen fra det unge publikum til ’Afghan Musles’, nu understøttet af de kunstfærdige nepalesiske skrifttegn, hvilket dog tones lidt ned, da der zoomes ind på et par veltrænede baller i små tangatrusser. Alle de nyligt oversatte film bliver vel modtaget: den rå humor i ’Adams æbler’ fanges af flere blandt publikum, mens ’Drømmen’ skaber en isnende stilhed i hele biografen – både den og ’Bænken’ trykker en velplaceret finger ned på et ømt punkt i det nepalesiske samfund, som genkender volden og autoritetsmisbruget.

Udover at deltage som formand i den internationale jury er Per Fly i Nepal for at afholde workshops for håbefulde unge filminstruktorer i Kathmandu og Pokhara. De har kun lidt erfaring med filmproduktion, oftest dokumentarfilm, og er vant til et hav af tekniske og finansielle udfordringer til daglig. Ikke en omstændighed som Per Fly ser som en hindring.

”Instruktøren skal være den ustoppelige kraft, hvor end han befinder sig, for at det filmiske gennembrud kan blive til virkelighed,” fortæller han deltagerne på workshoppen, der sidder helt fremme på stolesæderne for at følge Per Flys undervisning præsenteret under overskriften ’Tools not rules’.

Det er første gang, Per Fly viser sine film i Asien, og de kulturelle forskelle lader sig heller ikke ganske fornægte. ”Hvordan kan kvinder være alkoholikere,” spørger en af deltagerne, og ”Hvad betyder velfærdssystem?” spørger en anden. Men det filmiske sprog og de tekniske valg kræver ikke ekstra oversættelse for disse entusiastiske filminstruktører, der er del af en ny filmisk bevægelse i Nepal. Hvor de internationale NGO’er førhen opfordrede instruktører til at dokumentere forholdene forskellige steder i Nepal, vil disse instruktører nu skabe deres egne afbildninger af det hierarkiske og klasseopdelte nepalesiske samfund.

De nepalesiske film under KIMFF har god tilstrømning, og en af dem vinder endda publikumsprisen. Den nyfundne stolthed over de ikke-kommercielle nepalesiske film har fået såvel Den Kongelige Danske Ambassade i Kathmandu og Center for Kultur og Udvikling til at støtte KIMFF 2007 og ‘Travelling KIMFF 2007’. Nu går det atter den rigtige vej for den nepalesiske filmindustri, og der er grund til at tro på, at den nedadgående kurve endelig er blevet knækket.

Nomineret dansk dokumentarfilm til det nepalesiske bjergerige (15 november 2007)

Maoisternes intensiverede opstand fik den nepalesiske filmindustri til at styrtdykke fra omkring 55 filmproduktioner om året til et lavt stade på 13 spillefilm sidste år. Der mangler nu udstyr, teknisk kunnen og uddannelse inden for den nepalesiske spillefilmsproduktion. Men den mere stabile politiske situation har skabt optimisme, og Kathmandu markerer sit filmiske særpræg med Kathmandu International Mountain Film Festival i december måned. Den Kgl. Danske Ambassade i Kathmandu vil i samarbejde med Center for Kultur og Udvikling støtte op om festivalens internationale standard ved at vise fire danske film. Filmene tematiserer fred og forsoning – “Bænken” og “Drømmen” vil blive vist med nepalesiske undertekster både i Kathmandu og Pokhara. Samtidig deltager filminstruktøren Per Fly i festivalens jury og afholder workshops for unge instruktører og manuskriptforfattere, som forhåbentligt vil bære nepalesisk film videre i skyhøjderne.

Det nepalesiske publikum vil også få mulighed for at se dokumentarfilmen “Afghan Muscles”, som i øjeblikket er nomineret som bedste debut på CPH:DOC. Man spænder overarmsmusklerne, når man medlevende følger vægtløftningen i de rå betontræningscentre, hvor magre arme forsøger at puste sig op på internationalt niveau. De få afghanske mængder af proteinpulver modstilles Dubais glitrende skyskrabere, hvor de afghanske bodybuildere under Asia Games skrumper mod de velstillede bodybuildere. Filmen piller laget af mediernes talibanfiksering og viser underneden lokale afghanske mænds fascination af mandekroppen, poleret med glinsende brun pomade og pumpet fri for fedt og andet vedhæng end tangatrusser.