KUNSTEN i Aalborg åbner soloudstilling med Imran Qureshi en af Pakistans førende samtidskunstnere. Foto: Awais GoharKUNSTEN i Aalborg åbner soloudstilling med Imran Qureshi en af Pakistans førende samtidskunstnere. Foto: Awais Gohar

Hvem udstiller på Images 2016?

Op mod 100 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten sætter fokus på globale udfordringer og kunstnerens rolle i samfundet på 21 danske kulturinstitutioner.

KUNSTEN i Aalborg: Imran Qureshi

Pakistansk kunstner udstiller kæmpeinstallationer og miniaturemalerier 

Selvmordsbomber, terrorfrygt og grænselandet mellem liv og død trækker røde spor igennem mange af den pakistanske miniaturemaler og installationskunstner Imran Qureshis værker. I 2013 blev han valgt som årets kunstner af Deutsche Bank for sit arbejde med at kombinere traditionelle pakistanske miniaturemalerier med enorme installationer af blodstænkede mønstre. Når KUNSTEN i Aalborg genåbner sine renoverede bygninger og lokaler, er det med en soloudstilling med en række af Qureshis miniaturemalerier og installationer skabt særligt til det nordjyske kunstmuseum.

Udstillingsperiode: 22.januar – 24.april

Holbæk Kommune: En menneskeskabt tidsalder


På godt og ondt undersøger 25 kunstnere, hvordan mennesker skaber samfund

Både i Holbæk By, på Museet for Samtidskunst i Roskilde og på Roskilde Festival 2016 samt på Charlottenborg i København udstiller 30 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten værker, der har fokus på menneskets rolle og ansvar som medskaber af samfundet. De præsenterer kunst, der undersøger, hvordan vores handlinger – på godt og ondt – har formet den verden, vi lever i. En menneskeskabt tidsalder er en sammenhængende udstillingsserie. Udstillingen er sammensat af Solvej Helweg Ovesen og Bonaventure Soh Bejeng Ndikung og realiseret af Kultur & Fritid, Holbæk Kommune.

Udstillingsperiode: 13.maj – 20. november

BRANDTS og VIBORG KUNSTHAL: Merchants of Dreams

-Marokkanske kunstnere rejser spørgsmål om tilhørsforhold, længsel og migration.

18 kunstnere med marokkansk tilknytning undersøger ulighed, længsel, homoseksualitet og kønsdiskrimination med humor, poesi og kritiske undertoner på udstillinger i Viborg Kunsthal og på Brandts 13 i Odense. Udstillingen er kurateret af Christian Skovbjerg Jensen.

Udstillingsperiode: 22. januar – 15.maj

TRAPHOLT: Things Fall Apart – ’Critical Voices on the Radars’

Unge kritiske kunstnerstemmer fra Afrika, Asien og Mellemøsten udstiller på Trapholt

’Things Fall Apart’ er titlen på nigerianske Chinua Achebes debutroman fra 1958, der har fået klassikerstatus inden for afrikansk romankunst. Når 13 kunstnere fra en række lande i Afrika, Asien og Mellemøsten udstiller på Trapholt, forholder de sig metaforisk og med hver deres kunstneriske udtryk sig til hovedtemaerne i den verdensberømte vestafrikanske forfatter roman om en nigeriansk stormands forfald efter Europas kolonisering. Udstillingen er kurateret af den anerkendte senegalesiske kurator N’Gone Fall, og værkerne rejser kritiske spørgsmål om kønspolitik og social uretfærdighed.

Udstillingsperiode: 11.februar – 23. oktober

Galleri Image: No One But You

Kenyanske Mimi Cherono Ng’ok stiller skarpt på tilhørsforhold i tre afrikanske storbyer.

I samarbejde med unge fra Gellerup stod hun i 2014 bag et fotokunstnerisk postkortprojekt, der kredser om temaer som identitet i lyset af migration, udkant og opvækst.  I 2016 vender den unge kenyanske fotokunstner tilbage til Aarhus med en soloudstilling, der undersøger tilhørsforhold og identitet ide  tre afrikanske storbyer Dakar, Nairobi og Accra.

Udstillingsperiode: marts – maj

Kunsthal DIAS: Hacking Urban Reality

Indonesiske kunstnere hacker sig ind i vores virkelighed.

Overvågningskameraer følger os i det offentlige rum. Og ved hjælp af cookies indsamler reklamefirmaer personlige oplysninger, overvåger vores adfærd og styrer vores forbrugervaner. Døgnet rundt bliver vi overvåget, hacket og invaderet. Under overskriften ’Hacking Urban Reality’ undersøger en gruppe indonesiske kunstnere gennem lyd- og videoinstallationer de mekanismer og instanser, der overvåger os og sætter fokus på social uretfærdighed og økonomisk ulighed. Hvordan kan stedspecifikke værker rejse kritik gennem en åben dialog med publikum? er et af de spørgsmål, udstillingen forholder sig til.

Udstillingsperiode: juni – september

ROSKILDE FESTIVAL og MFSK 

I juni inviterer MFSK for sjette gang til en række stærke performative oplevelser under festivalen ACTS. I år afvikles festivalen med deltagelse af 10 førende performancekunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten. I gaderne omkring MFSK, Roskilde bymidte og på Roskilde Festival vil performancekunstnere fra Afghanistan, Sydafrika, Ghana og en række andre lande overraske, provokere og underholde med lydinstallationer og performative eksperimenter.

Udstillingsperiode: 25.juni – 3. juli

Kunsthal NORD

I marts 2016 samarbejder Noor Abu Arafeh sammen med en anden palæstinensisk kunstner og to danske kunstnere om et dialogbaseret kunstprojekt i Aalborg, som bl.a. munder ud i en udstilling på Kunsthal NORD.

Udstillingsperiode: 11. juni – 24. juli 2016. Fernisering 10. juni.

KUNSTHAL AARHUS: Collective Making

I partnerskab med CKU udvælger Kunsthal Aarhus på baggrund et open call en række kunstnere fra Mellemøsten og Østafrika, som under overskriften Collective Making udstiller i Kunsthal Nords 800 m2 store lokaler.

Udstillingsperiode: juni – september

Museet for Samtidskunst (MFSK) i Roskilde

I samarbejde med Alia Rayyan fra ‘Palestinian Art Court – Al Hoash’ inviterer MFSK palæstinensiske kunstnere til at udstille og deltage i en række borgerinddragende kunstneriske events, som blandt andet sætter fokus på flygtninge.

Udstillingsperiode: september – november

Moesgaard Museum: Visuel Kunst fra Nepal

Visuel Kunst fra Nepal, mellem Tradition, Globalisering og Socialt Engagement. – Et udstillingsprojekt på Moesgaard Museum.

Udstillingen viser nepalesisk visuel kunst, der righoldigt refererer til landets traditioner og overdådige kulturarv. Otte udvalgte kunstnere demonstrerer deres kreative vej mellem tradition og globale strømninger, og viser længsler efter et anderledes og mere retfærdigt samfund.Nogle forsøger at tilkendegive deres følelser for smertelige forhold og umenneskelige vilkår i et land, hvor regeringen har taget magten og økonomien men ikke synes at varetage ansvaret over for sin egen befolkning. Andre kunstnere beskæftiger sig mere klassisk med gamle myter og spirituelle veje, eller relationen mellem mand og kvinde.

Udstillingen viser ikke kun kunstnernes udvalgte værker, men gennem filmiske portrætter møder vi også kunstnerne selv i personlige fortællinger om lokal baggrund og vejen til at blive udøvende kunstner med visioner og relationer.

Udstillingsperiode: 16. september 2016 – 8. januar 2017

CPH PIX: 

CPH PIX viser perlerække af film fra Afrika, Asien og Mellemøsten

Afrofuturism, en stil inden for litteratur, billedkunst og musik, der beskæftiger sig med sortes erfaringer, kulturarv og fremtid i tiden efter den første rumfart. Det er er et af flere temaer, CPH PIX i 2016 sætter fokus på i samarbejde med CKU. Under forskellige temaer viser filmfestivalen en række film produceret i og af filmskabere Østafrika, Vestafrika, Asien og Mellemøsten.

Visningsperiode: 27. oktober – 6.november