My World IMAGES
Vild, smuk og anderledes
Verden er i flux. Befolkningssammensætninger ændres. Traditioner fornyes. Kulturer udvikles. Magtstrukturer ændres. Hvad der var et uland i går, er en økonomisk stormagt i morgen. Vores billeder af verden er i opløsning. Eller er de? Ind imellem er vores beskrivelse af verden snarere som en dårlig telefonforbindelse, hvor man hele tiden kan høre ekkoet af sin egen stemme.
Med My World IMAGES forsøger vi at indhente den forsinkelse. Vi ryster posen, udligner afstanden og lader kunstnerne fortælle. Vi opgiver vores fortælling om dem – de andre, de fremmede – til fordel for deres mange fortællinger: 170 individer, 170 verdener, 170 fortællinger af 170 kunstnere. Vi overlader roret til musikere, sangere, dansere, film- og teaterinstruktører, billedkunstnere og forfattere.
I det hele taget handler My World IMAGES om at give slip. På traditionelle opfattelser og faste parkeringer. Kradse lidt under overfladen og løfte stenen. Måske er punken fra Nepal og hip hoppen i virkeligheden fra Afrika. Måske er det mest vidunderlige at opgive sin egen position for en stund og se, hvad verden – og i dette tilfælde den 3. af slagsen – har at byde på. Hvad er et udviklingsland? Hvis vi skal være politisk korrekte, er det vel et økonomisk udfordret land – men kan det også være et kunstnerisk udfordrende land?
My World IMAGES er ikke bare endnu en festival. Der er noget på spil. Vi har noget på hjerte. Vi skal nå en masse. Først og fremmest mødet for at mødes er et grundlæggende udgangspunkt for al slags udvikling inklusiv samfundsudvikling. Derfor rykker My World IMAGES ud i byen. Det urbane rum er scenen, mødestedet. Vi ønsker at skabe en tættere kontakt mellem festivalen og dens publikum for at etablere en mere direkte dialog. Byen er rammen, og menneskene er hjertet i byen – og her skal vi starte vores møde. Mødet er centralt – ikke blot mellem kunstnere og publikum, men også kunstnere imellem. Derfor er samarbejde også kodeordet i vores udvikling af festivalen.
Center for Kultur og Udviklings arbejde med udviklingslandene bygger på samarbejde, og det har vi integreret i My World IMAGES. Det betyder, at IMAGES for første gang præsenterer værker produceret af danske og internationale kunstnere i tætte og givende samarbejder skabt direkte til festivalen. I avisen kan du læse mere om de enkelte events og dykke ned i artikler, følge processen og tilblivelsen af nogle af de værker, som kan opleves på festivalen.

