Foto: Kim Matthäi LelandFoto: Kim Matthäi Leland

Indonesiske kunstnere hacker S-togsstation

Danmarks eneste kunsthal for digital kunst, DIAS, inviterer under Images 2016 seks kunstnere fra Indonesien til at sætte kulør på pendlerturen. Fra kunsthallens rammer på Vallensbæk Station sender de kunstneriske beskeder ud gennem S-togsnettet til Østerport i København.

Af Maria Bierbaum Oehlenschläger

Siden Danmarks første kunsthal for digital mediebåret kunst åbnede på Vallensbæk Station i 2014, har kurator og direktør for DIAS, Rasmus Vestergaard, taget den 34-minutter lange S-togs-tur fra Østerport til Vallensbæk Station mange gange. Og han er ikke alene, for op imod 5.000 mennesker går igennem udstillingen hver dag, så DIAS slår alle danske kunstinstitutioner på besøgstal. Beliggenheden midt i S-togsnettet er en gevinst for DIAS, der når ud til en bred målgruppe af mennesker og rammer dem, der ellers ikke ville opleve digital kunst. Udstillingen kan opleves 24 timer i døgnet på stationen, der ikke længere plages af hærværk eller tags.

”Vallensbæk Station har fået sin egen identitet. Folk lægger mærke til stedets interaktive installationer, videoværker, lydkunst eller performances. De oplever, at der i modsætning til mødet med reklamesøjler er nogen i den anden ende, der investerer i stedet,” siger Rasmus Vestergaard.

Kunstneriske forstyrrelser
I april 2016 ankommer seks kunstnere fra Indonesien til Danmark under Images 2016, hvor de i samarbejde med DIAS i Vallensbæk og Den Frie i København indgår i et nyt kunstnerkollektiv. Sammen skal de udvikle udstillinger og give stof til samtaleemner til folk på farten under titlen ’Hacking Urban Reality’.

Rasmus Vestergaard inviterer de seks kunstnere til at bryde ind på S-togsstationen. Som hackere i computerverdenen skaber kunstnerne på DIAS positive sammenstød mellem deres perspektiv udefra og den danske virkelighed. Hacket har som performance, lyd, video eller et mix af forskellige kunstneriske udtryk en midlertidig levetid. Og mens S-togspassagernes ”mentale firewall” er nede, kan de kunstneriske hacks sætte gang i nye tanker og samtaler.

”Med vores hacks midt i myldretiden ønsker vi at give folk noget at tale om og nedbryde nogle af de grænser, der er i det offentlige rum,” siger Rasmus Vestergaard.