Performancekunstnere fra tre forskellige regioner indtager
Roskilde Festival og Museet for Samtidskunst i Roskilde
under Images. Foto: Bernard Akoi-Jackson.Performancekunstnere fra tre forskellige regioner indtager Roskilde Festival og Museet for Samtidskunst i Roskilde under Images. Foto: Bernard Akoi-Jackson.

Kolonitiden spøger i performancekunstners leg med identiteter

Med et virvar af genstande og klædedragter, der trækker tråde til kolonitidens Ghana, udfordrer Bernard Akoi-Jackson vores opfattelser af identitet. Sammenmed 10 andre performancekunstnere overrasker og provokerer han på performancefestivalen ACTS og Roskilde Festival. Hans performance er et led i udstillingen En menneskeskabt tidsalder.

Af Kathrine Storgaard Carlsen

Hans sorte, krusede hår stikker ud under en engelsk dommerparyk. Under armen bærer han Bibelen og i hånden et gevær. På trappen i resterne af det hollandske slavefort på Ghanas kyst, hvor performancekunstner Bernard Akoi-Jackson poserer, ligger emballagen fra en hollandsk snapsflaske. Om øjnene har han en hvid maske, der minder om de masker, som blev brugt under europæiske maskeballer i Middelalderen. Det iscenesatte selvportræt ’Hollænderen’ er en del af en række performances og fotografier, hvor Bernard Akoi-Jackson ifører sig forskellige symboler og klædedragter, som hver for sig og samlet forvirrer, rejser spørgsmål og refererer til forskellige historiske perioder. Bernard Akoi-Jackson, som både er hovedpersonen i og kunstneren bag det iscenesætte fotografi, kan opleves på performancefestivalen ACTS og Roskilde Festival som en del af Holbæk Kommunes Images- program ’En menneskeskabt tidsalder’.

’Traditionelt afrikansk’ er oprindeligt hollandsk
I mange af sine performances henleder han publikums opmærksomhed på de år, hvor Ghana var koloniseret af England, og hvor Danmark og andre europæiske lande opførte handelsforter i det daværende Guldkysten og transporterede hundredtusindvis af afrikanske slaver over Atlanten. Bibelen, snapsen, geværet og det hollandske slavefort kan opfattes som direkte henvisninger til europæernes kolonisering af Ghana og det ghanesiske folk.

”Men når jeg blander symbolerne med andre genstande og sætter dem ind i en nutidig kontekst, kan de samtidig forstås som andet og mere end det,” fortæller Bernard Akoi-Jackson.

Tøjet, som han bærer, spiller en central rolle for den karakter og identitet, han opbygger. Bernard Akoi-Jackson er både optaget af betydningen af tøjets design og stof, hvor i verden og hvordan tøjet er produceret. På fotografiet ’Hollænderen’ er han iklædt et jakkesæt syet i spraglede blå og hvide tekstiler, som mange europæere opfatter som ’traditionelt afrikansk’.

”Mange ved ikke, at stoffets mønstre oprindeligt blev designet af hollændere, i den periode Danmark, Holland og andre europæiske nationer havde kolonier i Ghana, og at det blev produceret i Indonesien,” fortæller Bernard Akoi-Jackson.

Jakkesættet er desuden syet i en victoriansk stil magen til den, som britiske mænd bar under den viktorianske periode (1830-1900), hvor Storbritannien koloniserede Ghana og besad en fjerdedel af resten af alle verdens kolonier. Med de mange selvmodsigende paradokser om stoffets oprindelse og de europæiske opfattelser af, hvad der er ’traditionelt afrikansk’, opfordrer han sine tilskuere til at reflektere over relationen mellem Afrika og Europa.

Identitet er dynamisk
”Igennem hele historien har mennesker handlet, udvekslet og rejst på tværs af nationaliteter, landegrænser og kulturer. De historiske udvekslinger og møder gør os til dem, vi er, og sætter spor i det tøj, vi bærer,” siger Bernard Akoi-Jackson.

Ifølge kunstneren præger det racistiske menneskesyn, som dominerede under kolonitiden, stadig vores opfattelser af identitet. Det er en af grundene til, at han blander symboler, der peger tilbage til kolonitiden, ind i sine værker. Bernard Akoi-Jackson er opvokset i Botswana, hans mor er fra det sydlige Ghana og mødte hans far, som er født i det nordlige Ghana, i en by i det centrale Ghana. Han har studeret i Holland, og i de seneste mange år har han performet i store dele af verden.

”Ligesom alle andre er jeg en blanding af flere forskellige kulturer. Identitet er dynamisk,” siger Bernard Akoi-Jackson.