• Foto: Nii Odzenma
  • Foto: Nii Odzenma
  • Foto: Nii Odzenma
  • Foto: Nii Odzenma
  • Foto: Nii Odzenma
  • Foto: Nii Odzenma
  • Foto: Nii Odzenma
  • Ibrahim Mahama skaber installation i Holbæk Kommune. Foto: Nii Odzenma
  • Foto: Nii Odzenma

Kulsække rejser spørgsmål om migration og rettigheder

Ibrahim Mahama fra Ghana dækker markedspladser, broer og højhuse med gigantiske tæpper af sammensyede kulsække og rejser kritiske spørgsmål om globale produktionsvilkår. I 2015 udstillede han på Venedig Biennalen. Under Images 16 bygger han ti meter høje sejl af kulsække og jernbaneskinner i Holbæk og pakker Kunsthal Charlottenborg ind i sække.

Af Kathrine Storgaard Carlsen

På et betongulv i en industrihal i Accra øver en gruppe kvindelige migranter fra det nordlige Ghana sig på at skrive deres navne med kulstykker. Mange af dem har ikke gået i skole og aldrig lært at læse og skrive. Flertallet har ingen fast adresse i Accra. Om natten sover de på gulvene i de små træskure, der i dagtimerne fungerer som butikker langs gaderne i Ghanas hovedstad.

Ligesom tusindvis af andre kvinder og mænd fra det nordlige Ghanas fattigste regioner er de rejst til Accra efter arbejde. Mange af kvinderne tjener penge på at fragte produkter til og fra markedspladser.

Da kvinderne senere med pensler dyppet i lilla og rød maling skriver deres navne på kulfarvede lærredssække, vender flere af bogstaverne omvendt. Nogle af dem bliver frustreret over at have skrevet et S, J eller R den forkerte vej.

Den 28-årige kunstner Ibrahim Mahama, som har ansat kvinderne og inviteret dem til at sætte deres personlige aftryk på sækkene, ser imidlertid deres markeringer i et helt andet lys.

”Jeg betragter ikke kvindernes måde at skrive deres navne på sækkene som fejl eller tegn på fiasko. Jeg er interesseret i kvindernes vilkår og måden, de går i dialog med materialerne på. Og jeg er optaget af at undersøge, hvad der sker, når mennesker flytter sig fra et sted til et andet og forsøger at passe ind i nye systemer, ” siger Ibrahim Mahama.

Kunstneren anskuer kvindernes personlige aftryk på sækkene som monumenter over deres liv og levevilkår og som stærke politiske metaforer for den måde, samfundet er indrettet på.

2800 kilo tung kritik
Kvindernes markering på sækkene er blot en af mange processer i en langvarig kunstnerisk udforskning, hvorigennem Ibrahim Mahama rejser kritiske spørgsmål omkring de samfundsstrukturer, som blandt andet fastholder kvinderne i sociale positioner uden adgang til arbejde, uddannelse og rettigheder.

Arbejdet er en del af en uendelig række dialoger, som Ibrahim Mahama har ført med hundredvis af mennesker, og det bygger på et intenst samarbejde med de kvindelige migranter.

På markedspladser og havnekajer over hele Ghana har den unge kunstner indsamlet og udvekslet tusindvis af genbrugte og kasserede lærredssække. Og på betongulvet i industrihallen i Accra har han i samarbejde med kvinderne syet sækkene sammen til gigantiske kunstværker, som vækker stadig større opsigt i Ghana og på den internationale kunstscene.

I Ghanas tredjestørste by Kumasi fik han tilladelse til at dække en hel bro og en markedsplads med de sammensyede lærredssække. I Accra gav myndighederne ham lov til at beklæde en 40 meter høj lufthavnsbygning med sække. Siden har han udstillet mindre dele af værkerne på gallerier i London, i et lagerhus i Dublin og på den internationale kunstbiennale i Dakar. Og i 2015 sendte den unge kunstner et 2800 kilo tungt kulsækkeværk med et Turkish Airlines-fly mod den 56. Biennale i Venedig. Her åbnede den prestigiøse internationale kunstbiennale udstillingen af hans hidtil største værk.

På ydervæggene i en smal gyde i et af biennalenes ældste venues, Arsenale, rejste Ibrahim Mahama med to 200 meter lange kulsækkeværker spørgsmål om produktionsvilkår, arbejdsforhold, globale markeder og rettigheder. Og gennem værkerne synliggjorde han de mange mennesker, hvis levevilkår, skæbner og arbejdskraft er printet, syet eller vævet ind i sækkene.

Kakaobønner, kulsække og dialoger
Værkerne er nemlig langt fra kun monumenter over de kvindelige migranters liv. Hver for sig og samlet eksponerer sækkene den lange kæde af systemer og menneskehænder, som har produceret, fragtet, genbrugt, solgt og kasseret sækkene, før de endte hos Ibrahim Mahama.

Mange af sækkene bærer direkte spor af deres første levetid og funktion. Navnet på verdens anden største eksportør af kakaobønner og rygraden i Ghanas økonomi ’Ghana Cocoa Board’ vidner med sortprintede bogstaver om sækkenes transport af kakaobønner i containerskibe fra Ghana over Atlanterhavet til Europa. Og kullet, som de samme sække senere har fragtet på kryds og tværs af Ghana, kan også spores i sækkene.

Ibrahim Mahama kender historien om hver eneste af værkernes mange sække. Han ved, hvor de er produceret. Hvem der har båret kul i dem. Hvornår og hvorfor de blev kasseret og af hvem. Og han dvæler og fæstner sig ved hver eneste af de mange dialoger, som han har ført under erhvervelsen af hver lærredssæk.

”Jeg er optaget af mennesker og materialer, der bevæger sig igennem tid og over grænser og forsøger at passe ind i et nye systemer og miljøer,” siger Ibrahim Mahama.

Gennem værkerne ønsker han at rejse kritik, men uden at pege fingre.

”Jeg tror ikke, at vejen frem er at rejse en aggressiv og direkte kritik rettet mod nogen specifikt. Jeg tror på, at kritikken skal rejses langsomt, stille, subtilt og gennem dialoger. Som kunstner er det ikke min opgave at pege på løsninger. Det er min opgave at stille spørgsmål og henlede folks opmærksomhed mod svaghederne i samfundet og de globale systemer,” siger han.