Kulturprogram Mali
Programmet befinder sig i en overgangs fase og er foreløbig forlænget indtil 2012. Programmet forventes fortsat i 2013.
Siden 2008 har Den danske Ambassade i Bamako og Center for Kultur og Udvikling samarbejdet med Kulturministeriet i Mali om et treårigt partnerskabsbaseret kultur- og udviklingsprogram. Programmet løber til og med 2011.
Om kulturprogrammet
Selvom Mali er økonomisk fattigt, er landet rigt på kultur. Mali har – trods sin lave placering på FNs Human Development Index og dybe fattigdom med over 30 pct. af befolkningen under fattigdomsgrænsen – en rig intellektuel og kunstnerisk tradition.
Malisk musik – traditionel og moderne – er internationalt anerkendt, og kunstnere som Salif Keita – kendt som ”The Golden Voice of Africa” – og duoen Amadou & Mariam har optrådt i København.
Mundtlige fortællinger har været en vigtig overleveringsform i Mali – en tradition, som videreføres i det danskstøttede storytelling-projekt Arc-en-ciel.
Kultur- og udviklingsprogrammet er udarbejdet med henblik på at styrke den eksisterende kultur i Mali. Partnerskabsprojekterne involverer kompetente danske partnere, der skal støtte kapacitetsudvikling, hvor maliske partnere har identificeret behov. Programmet har et lokalt advisory board, som er med til at udvælge og monitorere projekter.
Formålene med det danske kulturprogram er bl.a.:
· At støtte udviklingen af den kulturelle sektor i Mali som en katalysator for ytringsfrihed, empowerment og social inklusion.
· At støtte beskyttelse, udbredelse og udvikling af malisk kulturel identitet og diversitet.
· At fremme interkulturel dialog og opbyggelse af relationer mellem Danmark og Mali.
Programmet består dels af projektstøtte til lokale projekter, som i år 2010 gives til projekter inden for design og billedkunst. Dels består programmet af dansk-maliske samarbejdsprojekter.
Samarbejdsprojekter
Med udgangspunkt i kulturprogrammets retningslinjer er der etableret en række samarbejdsprojekter. Her bidrager danske partnere som nævnt til at opbygge lokal kapacitet inden for udvalgte områder for at styrke kultur og kulturinstitutioner i Mali. De følgende er eksempler på samarbejdsprojekter.
Regnbuekaravanen: Arc en Ciel
Musikeren Moussa Diallo har i samarbejde med en malisk ngo skabt regnbueprojektet, Arc-en-ciel, der består af en karavane med musik, fortælling og teater. Karavanen besøger skoler i Mali.
Målet er at børnene skal få øjnene op for kunst og viderebringe en malisk tradition for at inddrage kunst i undervisningssammenhænge.
Moussa Diallo er en anerkendt dansk kunstner med rødder i både Danmark og Mali. Han er kendt for at bygge bro mellem Afrika og Danmark og for at hjælpe maliske kunstnere med kontakter og instrumenter.
Læs artikel om projektet her
Projektets hjemmeside
Teater: Bandiougou
Passepartout Theatre Production, som skuespiller Jacques Matthiesen står bag, opførte sammen med ”Les Fils d’Adam” i Segou, Mali, en familieforestilling i efteråret 2008. Forestillingen var baseret på et malisk folkeeventyr med titlen ”Bandiougou”.
Forestillingen turnerede i Mali og blev også vist i Danmark til den internationale Børneteaterfestival i 2009. Eventyret blev oprindeligt dramatiseret på fransk, men fordi forestillingen blev spillet for børn, var opsætningens formsprog folkeligt med vægt på det nonverbale.
Historien indeholder klassiske elementer fra folkeeventyr – en blanding af Klods Hans og Store Claus og Lille Claus. Den yngste søn, der altid er blevet latterliggjort, vinder gennem fantasifuldhed prinsessen og kongeriget.
Se hjemmesiden for Passepartout Theatre Production
Konservering/digitalisering af film på CNCM
Blandt initiativerne i kulturprogrammet er et filmkonserveringsprojekt.
Indtil nu har filmrullerne på Malis filminstitut, Centre National de la Cinématographie du Mali (CNCM), været i overhængende fare for at gå i forfald.
Den danske filminstruktør Per Fly er gået sammen med Zentropa, Det danske Filminstitut (DFI), Den danske Ambassade i Mali og CKU samt maliske fagfæller om at redde landets enestående filmarv.
Film: Return of the Cinema
Formålet med projektet er at genintroducere biografen for et malisk publikum. Projektet vil styrke malisernes adgang til maliske film og desuden være med til at skabe en indkomstmulighed for filmforeviserne. Der er tale om tre mobile biografer.
Musik: Music Academies – Cooperation, Capacity Building and Arts Management
Jysk Musikkonservatorium i Århus og konservatoriet i Bamako, Conservatoire des Arts et Métier, er sammen om et udvekslingsprojekt. Formålet med projektet er at træne de maliske partnere i musikmanagement og ikke mindst at hæve standarden for musikundervisningen på konservatoriet.
Udvekslingen mellem de to lande har også til hensigt at styrke partnernes kulturelle bånd og internationale netværk.
Fotografi: Samarbejde mellem Commerce and Culture og CFP
Commerce and Culture og den maliske fotoskole Cadre de promotion pour la Formation en Photographie (CFP) har indgået et samarbejde om at etablere en ny professionel fotografuddannelse. Projektet sigter mod, at skolens kapacitet skal styrkes, så den kan opnå en højere grad af økonomisk uafhængighed.
Som en del af samarbejdet er der lagt praktikforløb ind, der skal medvirke til at professionalisere de studerende.
Se dokumentarfilm, tv-indslag og læs mere om projektet.
For yderligere information kontakt Vibeke Munk Petersen, projektleder på Center for Kultur og Udvikling, på telefon 33 17 97 00.


