Nidaa Badwan fra Palæstina udstiller på Trapholt frem til 23. oktober 2016. Foto: Nidaa Badwan.Nidaa Badwan fra Palæstina udstiller på Trapholt frem til 23. oktober 2016. Foto: Nidaa Badwan.

Kun i isolation kunne jeg udtrykke mig frit

I protest mod Israels blokade af Gaza og Hamas’ diskrimination af kvinder isolerer Nidaa Badwan sig i sit soveværelse i Gaza i et år. Inspireret af det litterære mesterværk ’100 års ensomhed’ og Van Goghs malerkunst skaber hun en serie fotografiske selvportrætter, som vækker opsigt i hele verden.

Af Kathrine Storgaard Carlsen

Dagen efter at Hamas tvinger Nidaa Badwan til at skrive under på, at hun ikke vil bevæge sig i offentligheden uden at være tildækket, vender den palæstinensiske kunstner ryggen til verden. I protest mod Hamas’ begrænsning af kvinders frihed og Israels blokade af Gaza lukker den 28-årige kunstner sig inde i sit soveværelse i Deir Al-Balah syd for Gaza by. I mere end et år bevæger hun sig knap uden for det ni kvadratmeter store værelse. End ikke i de sommeruger i 2014, hvor Hamas’ raketter regner ind over Israel, og Israels bomber efterlader store dele af Gazastriben i ruiner.

100 års ensomhed
De første uger vokser ensomheden og frustrationerne over situationen i Gaza sig så store, at hun overvejer selvmord. Men langsomt og i takt med at hun læser Gabriel Garcia Márquez’ 100 års ensomhed’ og Colin Wilsons ’The Outsider’, begynder hun at værdsætte den absolutte isolation fra omverdenen og betragte den som et optimalt frirum for at udtrykke sig kunstnerisk.

”Jeg elsker film, men der er ingen biografer i Gaza. Jeg maler, men i Gaza er der ingen gallerier, hvor jeg kan udstille min kunst. At være kunstner og kvinde i Gaza er en katastrofe. Kun i isolation kunne jeg udtrykke mig frit. Mit værelse var det eneste sted, hvor jeg kunne trække vejret,” fortæller Nidaa Badwan.

Maleriske selvportrætter
Inspireret af litteraturen, Van Gogh og nogle af det 16. og 17. århundreders største europæiske kunstmalere. producerer hun med et digitalkamera en serie fotografiske og meget maleriske selvportrætter. I modsætning til mange af Gazas kunstnere, som forholder sig meget direkte til den voldelige konflikt mellem Israel og Palæstina, går Nidaa Badwan helt anderledes til værks. Alle møbler, tæpper og genstande i værelset forvandler hun til kunstværker, og væggene dækker hun med æggebakker. Omgivet af varme farver og genstande placerer hun sig selv i forskellige positioner og skaber maleriske motiver og poetiske stemninger. På et af fotografierne lægger hun make up, på et andet river hun løg, mens hun på et tredje syr på en symaskine.

”Jeg vil bringe farverne tilbage til Gaza, hvor hverken farver eller fred findes,” siger Nidaa Badwan.

Gennem selvportrætterne, som er blevet udstillet på gallerier over hele verden, skaber Nidaa Badwan den virkelighed, hun ikke finder udenfor døren til sit hjem i Gaza.

”Det er dialogen og kontrasten mellem hendes maleriske selvportrætter og den barske virkelighed i Gaza, der gør hendes fotoserie meget interessant,” mener den palæstinensiske kurator Alia Rayyan, som har udstillet Nidaa Badwans billeder på det palæstinensisk galleri Al Hoash i Jerusalem.