• Personerne i Simohammed Fettakas fotoserie 'False' er narkomaner. Foto: Simohammed Fettaka
  • I en fotoserie undersøger Randa Maroufi sexchikane. Foto: Randa Maroufi
  • 18 marokkanske kunstnere udstiller på Brandts 13 og Viborg Kunsthal frem til 8. og 16. maj. Foto: Hicham Benahoud.

Marokko på kanten

18 kunstnere med marokkansk tilknytning undersøger ulighed, længsel, homoseksualitet og kønsdiskrimination med humor, poesi og kritiske undertoner på udstillinger i Viborg Kunsthal og på Brandts 13 i Odense under Images 16.

Af Kathrine Storgaard Carlsen

Den affotograferede mand i jakkesæt og slips, som poserer i kongepaladset i den marokkanske by Tanger, ser umiddelbart magtfuld, kongelig og hjemmevant ud. Men auraen af magt krakelerer, idet blikket falder på hans mund. Manden mangler stort set alle sine tænder. Den tandløse mand er en af hovedpersonerne i fotokunstner Simohammed Fettakas billedserie ’False’. Fælles for de fotograferede personer er, at de er narkomisbrugere.

De seneste år har Marokko oplevet en støt stigende økonomisk vækst, og en række sociale reformer har banet vej for mere ligestilling og frihed. Men i det nordafrikanske land findes også et af den arabiske verdens største skel mellem rig og fattig. Det er blandt andet kontrasterne, uligheden og den marokkanske konges popularitet og magt, som Simohammed Fettaka eksponerer ved at placere narkomisbrugerne i en position, som de er udelukket fra i virkeligheden.

18 kunstnere på sporet af Marokko
Simohammed Fettaka er den ene af 18 kunstnere, der under temaet ’Merchants of dreams’ udstiller fotokunst, installationer og videoværker i Viborg Kunsthal og på kunstmuseet Brandts 13 i Odense. Flertallet af de 18 kunstnere er født og opvokset i Marokko, nogle er stadig bosat i det nordafrikanske land, mens andre er flyttet til Europa eller bor begge steder. Men det er ikke deres marokkanske tilknytning og Marokko, som er udstillingens omdrejningspunkt, understreger udstillingens kurator, Christian Skovbjerg Jensen.

”Med humor og underfundighed undersøger nogle af kunstnerne, hvor Marokko er på vej hen ved at stille spørgsmålstegn ved de modpoler og den ulighed, som de oplever i Marokko. Men udstillingen ikke er et forsøg på at give et dækkende billede af, hvad der foregår i Marokko eller på den marokkanske samtidskunstscene. Den røde tråd i udstillingen er de temaer og ret universelle spørgsmål, som kunstnerne rejser gennem forskellige kunstneriske udtryk,” siger Christian Skovbjerg Jensen.

Længsel, drømme, tilhørsforhold, frihed og splittelse er gennemgående temaer i værkerne, som undersøger alt fra ulighed, kønsdiskrimination, homoseksualitet, nationalisme, monarki og marokkanske indvandrermiljøer i Frankrig og Belgien.

Sexchikane og homoseksualitet
På en af udstillingsvæggene kan publikum læse et uddrag af et personligt brev, hvor den homoseksuelle forfatter og filminstruktør Abdellah Taïa forklarer sin mor, hvorfor han var nødt til at forlade sit hjemland og sin familie og bosætte sig i Frankrig.

”Abdellah Taïa har taget afsked med Marokko, fordi han ikke oplevede, at der var plads til ham i Marokko. I brevet sætter han ord på, hvordan han stadig føler sig forbundet til sin familie og Marokko, men også hvorfor han har været nødt til at lægge hjemlandet bag sig for at kunne være sig selv, og udleve sin seksualitet frit,” fortæller Christian Skovbjerg Jensen.

Randa Maroufi bor ligesom Abdellah Taïa i Frankrig. Da hun lagde Marokko bag sig, var det med en forventning om i Frankrig at møde et samfund frit for den kønsdiskrimination og sexchikane, som hun oplevede som kvinde i sit hjemland. Men efter kort tid erfarede hun, at kønsdiskrimination er et globalt problem. I en fotoserie iscenesætter hun med udgangspunkt i fotos fundet på internettet situationer, der viser kvinder, som udsættes for sexchikane forskellige steder i verden.

”I Europa forestiller mange sig, at diskrimination af kvinder er langt mere udbredt i den muslimske og arabiske dele af verden. Men det foregår over hele verden og kommer til udtryk på forskellige måder. I Tyskland udspiller det sig bare på et andet niveau end i eksempelvis Japan, Mexico eller Marokko,” siger Randa Maroufi.

Æsler og nationale værdier
I en anden af udstillingens fotoserier har Hicham Benahoud (mal)placeret et eller flere æsler oven på, under og mellem absurde kunstinstallationer og fancy møbler i en række moderne lejligheder i en marokkansk storby.

”Æslet fremstår enormt komisk og malplaceret. Billederne undersøger på den ene side på humoristisk vis den moderniseringsproces og udvikling, Marokko har undergået ved at placere det traditionelle over for det moderne. Afhængig af perspektivet kan æslet kan også læses som et symbol på stædighed, dumhed eller underkastelse,” siger Christian Skovbjerg Jensen.

I sin eksperimenterende kortfilm ’Iqraa’ bruger Simohammed Fettaka også et æsel som symbol. Tynget af kurve fyldt med hvide saltsten vandrer det i et meditativt og langsommeligt tempo op ad en bjergside i det nordlige Marokko. Afslutningsvis når den til den berømte bjergtop i Rifbjergene, hvor ordene ” Gud, Fædreland og Konge”, som også er en del af Marokkos nationalsang, er skrevet med store hvide saltsten i landskabet. Med videoen ønsker han blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved de konservative værdier, som det marokkanske samfund bygger på.

”Æslet kan læses som et billede på stabilitet eller stagnation eller som de mange mennesker, der ikke har en stemme i samfundet, og som er underkastet de konservative værdier,” forklarer Simohammed Fettaka.