• Bomba Estereo fra Colombia spillede tropisk electro på Images Festival 2013.
  • Den prisvindede forfatter og poetryslammer Warsan Shire udgav novelle under Images Festival 2013.
  • Kunstnere og skolebørn forvandlede Karolinelunds 500 meter lange stisystem til kæmpemaleri under Images Festival 2013 i Aalborg. Foto: Gretha Tu
  • " 'Fast and the furious' med trillebør " kaldes filmen '7 cajas' fra Paraguay, som blev vist under Images.
  • Den indiske gangsterkrønikke 'Gangs of Wasseypur' blev vist under Images Festival 2013.
  • Awesome Tapes from Africa spillede sjældne kassettebåndshits på Images Festival 2013.
  • Aalborgs borgmesterkandidat, Tina French Nielsen (V) forvandles til Bollywoodstjerne. Foto: Greta Tu
  • Det musikarkæologiske DJ-kollektiv Den Sorte Skole lukkede Images festival 2013 på Dr. Louises Bro

Om Images Festival

Inspiration, brobygning og fusion er nøgleordene for Danmarks mest mangfoldige kunst- og kulturfestival. Siden 1991 har Images Festival inviteret de nyeste toner og kulturelle tendenser fra nogle af verdens mest økonomisk udfordrede lande til Danmark. Næste Images finder sted i 2016.

”Talentet var åbenlyst, og sammen med Den Sorte Skole, der strikkede folkefestens sidste lydomslag sammen med samples fra over 51 lande, gjorde Alo det, som Images Festival vil opnå. Hun skabte nye forbindelser.”

Sådan skrev Politiken, efter den indiske sangerinde og rapper Alo Wala og det eksperimenterende DJ-kollektiv Den Sorte Skole samlede tusindvis af danskere på landets mest cykeltrafikerede bro. Dronning Louises Bro i hjertet af København dannede rammen om den ene af de tre Images Festival-byer i 2013. Godsbanen i Aarhus og Karolinelund i Aalborg lagde asfalt, koncertsale og udstillingsrum til årets to jyske Images Festivaler.

Hele verden i Danmark

Siden 1991 har Images med ni forskellige festivaler præsenteret danskerne for de seneste kulturelle udtryksformer og samtidskunst fra udviklingslandene. Kunstnere fra en lang række lande i Mellemøsten, Asien, Afrika og Latinamerika har indtaget byrum, spillesteder, koncertsale, biografer og teatre over hele landet.

Med graffiti, musik, kalligrafier, fotokunst, performance, dans, strubesang, film og stand up har de inspireret, provokeret og nuanceret vores verdensbilleder. På forskellige sprog og med hver deres kunstneriske talent har de mindet os om, at verden er i forandring og større, end de fleste kan forestille sig.

Værkerne lever videre

Individuelt og i samarbejde med førende  kunstnere og kulturinstitutioner i Danmark har udenlandske kunstnere gennem årene skabt alt fra gigantiske vægmalerier og provokerende skulpturer over litterære antologier og revolutionerende raptekster.

Og mange af værkerne er stadig en del af de danske byrum. I samarbejde med hundredvis af skolebørn forvandlede billedkunstneren Ra Kajol fra Bangladesh i 2013 det 500 meter lange stisystem i den nedlagte aalborgensiske tivolipark, Karolinelund, til et kæmpemaleri.

I Aalborg Byrådssal og på den københavnske miljøborgmester Ayfers Baykals rådhuskontor hænger i dag to af Danmarkshistoriens mest farverige valgplakater.

Foto: Greta Tu. Billedtekst: Plakatkunstner Mohammad Shoaib forvandlede Venstres borgmesterkandidat i Aalborg, Tina French Nielsen, til Bollywoodstjerne.

Plakatkunstner Mohammad Shoaib forvandlede Venstres borgmesterkandidat i Aalborg, Tina French Nielsen, til Bollywoodstjerne. Foto: Greta Tu

Som optakt til det danske kommunalvalg forvandlede de to bengalske filmplakatkunstnere, Mohammad Shoaib og Mohammad Pappu borgmesterkandidaterne i København, Aalborg og Aarhus til Bollywoodstjerner på tre pangfarvede kæmpelærreder.
Prisvindende forfattere fra Somalia, Kenya og Syrien og en række andre lande udgav i anledning af Images Festival hver deres stykke litteratur under titlen ’UTOPIA [thirteen]’. I samarbejde med CPH:DOX’ tværkulturelle filmprogram DOX:LAB har unge filminstruktører fra store dele af verden på tværs af kontinenter og sprog produceret dokumentar- og kunstfilm.

Flere danske kulturinstitutioner har vist interesse for at udstille den ghanesiske ligkistekunstner Eric Adjeteys fortolkning af Danmark i 24 ligkister.

Næste Images finder sted i 2016, og vil især fokusere på at skabe længerevarende partnerskaber mellem udenlandske kunstnere og danske kommuner, kulturinstitutioner og kunstnere.