Comrade Fatso, Zimbabwe
“Our Word Is Our Weapon.”
Samm Farai Monro også kendt under navnet Comrade Fatso er en af de mest kontroversielle, populære og nyskabende poetry slammere på Zimbabwes kunstscene.
Igennem den karakteristiske toyi toyi-poesi (urban poesi, der blander shona og engelsk) er han ikke bleg for at bruge musikken som politisk stemme.
Han er kendt for direkte at kritisere og konfrontere Zimbabwes regering og landets politiske og sociale forhold i sin musik og lyrik.
Arresteret i fem forskellige lande for sit politiske og aktivistiske engagement har han flere gange betalt prisen for denne stemme, men det har ikke fået Comrade Fatso til at ændre holdning: Visionen er et frit og retfærdigt Zimbabwe.
I 2007 oprettede han græsrodsnetværket Magamba sammen en anden rapper fra Zimbabwe, Outspoken, med det formål at bruge kunsten som redskab i kampen for social forandring. Magamba er den største organisation for spoken word og hip hop i Zimbabwe og har sloganet ”A free Zimbabwe in our hearts and rebel rhythm in our feet”. Magamba betyder frihedskæmpere.
Comrade Fatsos musik er en eksplosiv genreoverskridende musikbombe, hvor slam, rap og afrobeats flyder sammen og trodser al form for politisk blottet popmusik. Albummet ”House of Hunger” (2009) med bandet Chabvondoka høstede international anerkendelse, men blev forbudt i hjemlandet på grund af det kritiske budskab.
Comrade Fatso har optrådt på en lang række forskellige venues i både USA, Frankrig, UK, Tyskland og store dele af det sydlige Afrika, og desuden samarbejdet med kunstnere som Missy Elliot, K’Naan, Sly & Robbie og David Guetta.

