Ngwatilo Mawiyoo, Kenya
Poeten Ngwatilo Mawiyoo er fra Nairobi i Kenya og udgav sidste år digtsamlingen Blue Mother Tongue. Selv om hendes ord altså findes på tryk, er Ngwatilos poesi tæt knyttet til live scenen og spoken word, som i udgangspunktet er mundtlig. Hun har studeret musik på universitetet, og studiet førte hende bl.a. til Johannesburg.
Her undersøgte hun sammenhængen mellem kwaito-musik og udviklingen af den sydafrikanske ungdomskultur efter apartheid. Kwaito er en variant af genren House, hvor afrikansk musik samples ind, og tempoet typisk er langsommere. Genren opstod i 1990erne.
Ngwatilo har også boet i jazz’ens hovedstad, New York, og i London.
Udover at digte er hun sanger og skuespiller og kalder sig under ét for performancekunstner.
The Puesic Project er et performance-projekt, hun står bag. Det selvopfundne ord Puesic [pew-sic] refererer til blandingen af poesi og musik. Ngwatilo veksler mellem at fremsige tekster henover musik og egentlig sang. På YouTube findes en video, hvor hun fremsiger digtet ”Two Clocks” fra debutdigtsamlingen, der handler om at være langt væk hjemmefra, en oplevelse som afrikanske emigranter kender til.
Ngwatilo har optrådt rundt omkring i Afrika, bl.a. på Poetry Africa i Durban, Sydafrika. Hun har også deltaget i Stockholms Poesifestival 2009 og har performet på den store internationale bogmesse i Frankfurt, 2010.

