Film er et magtfuldt værktøj
Et barn med tårer i øjnene. Sådan beskriver Lansana Mansaray sin barndom under den 10 år lange borgerkrig i Sierra Leone. Da krigen endelig sluttede, kastede han sig over film og musik. Nu er Lansana Mansaray mentor for unge filmskabere på mediecenteret WeOwnTV, hvor unge gennem film får lov til at visualisere en fremtid for dem og for Sierra Leone.
Af Annette Max Hansen
Hvem er Lansana Mansaray, og hvad er hans historie?
Jeg bliver normalt kaldt for Barmmy Boy, en Freetown-baseret filmskaber og musiker. Jeg er fra Sierra Leone, og jeg taler krio, engelsk og en smule limba. Jeg tror på Guds ord (Den kristne Gud). Jeg kommer fra en familie på ti. Jeg mistede en bror og søster under krigen. Min far var engang rengøringsmand, men han er blind nu, og min mor er småerhvervsdrivende. Jeg begyndte at lave musik og film, da borgerkrigen sluttede i 2001.
Hvad husker du tydeligst fra din barndom?
Jeg var kun elleve år gammel, da jeg valgte at forlade mine forældre på grund af meget dårlige leveomstændigheder under borgerkrigen. Min barndom vækker minder om tabt storhed og en mørk fremtid for et barn med tårer i øjnene.
Tror du lommefilm kan ændre noget i samfundet?
Film er et magtfuldt værktøj, der kan blive brugt til at fremme en positiv forandring. Jeg er meget overbevist om, at lommefilm vil gøre en forskel i samfundet – i de unges liv, dem der skal være fundamentet og fremtidens ledere i den nærmeste fremtid.
Støttede din familie dig i dit valg af karriere?
Ja. På grund af min succes støtter min familie mig meget.
Hvor finder du din inspiration?
Efter at have tilbragt spildte år i en meningsløs revolution, hvor jeg så min bror, søster og nære venner blive dræbt med koldt blod, er det mindet om dem samt min familie og mine venner omkring mig, der nu holder mig i gang. Det er der, min motivation ligger.
Hvem eller hvad inspirerede dig til at arbejde med lommefilm?
Ideen om kortfilm (visuelle snacks) er genial. Det er det, vi gør hos WeOwnTV: Arbejder med unge mennesker, der laver kortfilm.
Har du nogen idoler eller helte?
Min helt er min mor.
Hvad savner du mest, når du er væk fra Sierra Leone?
Jeg savner min familie, maden. Jeg savner at være Barmmy Boy i Freetown etc.
Hvad savner du ikke?
Motorcykler – vi kalder dem OKADA.
Er du nogensinde bange?
NEJ!
Hvordan laver man en god film?
Man får en god idé sammen med de rigtige mennesker og skaber en god film.
Hvad betyder venskab for dig?
Venskab betyder meget for mig. Venskab bragte mig lys i mørke tider, når jeg ser tilbage på, hvor langt jeg er kommet. Mine venner er ligesom min familie.
Hvad betyder kærlighed for dig?
I mine ord er kærlighed en dyrebar følelse, der giver mig mulighed for at forholde mig til andre med tillid, respekt og omsorg.
Hvad tror du meningen med livet er?
For mig er livet den mest dyrebare og mest værdifulde gave fra Gud, som man skal behandle med respekt om omsorg.
